Uddannelsesplan for studerende, målsætning og inklusions handleplan

PRAKTIKBESKRIVELSE

Klubbens målsætning er:

  • Vi skal have det SJOVT og GODT
  • Klubben skal være et koordinerende fritidstilbud for børn og unge i alderen 10 – 14 år
  • Vi vil give børnene og de unge mulighed for at vælge til og fra i deres fritidsliv
  • Vi vil være forebyggende for denne aldersgruppe, i deres sociale liv, i forhold til stoffer, alkohol, kriminalitet m.m.
  • Vi vil give børnene og de unge en tryg hverdag med mange positive oplevelser
  • Vi vil give børnene og de unge mulighed for at opleve og deltage i demokratiet i deres hverdag

Hørning juniorklubs handleplan for inklusion

Vi vil i Hørning juniorklub sikre at alle børn inkluderes i vores klub. Samtidig vil vi understøtte, at alle børn indgår eller kommer til at indgå i meningsfulde fællesskaber med andre børn.

Vi vil hvert år oprette pige og drenge grupper, for de børn som har det sværest. Grupper med fokus på relationer, personlige kompetencer, fællesskab, samarbejde og meningsfulde aktiviteter af social karakter. Hver gang en pige eller drengegruppe afsluttes laves der en evaluering på det enkelte barns udbytte og videre forløb.

Vi vil tilbyde samtaler for derigennem at give børnene nogle redskaber til nemmere at kunne begå sig, i konfliktfyldte sammenhænge, i  grupper med stort gruppepres og i en hektisk hverdag hvor de hele tiden er ”på”.

Vi vil i forbindelse med ny skolereform lettere være opmærksomme på problematikker i skole regi, og have bedre muligheder for at være med til at løse de konflikter som føres fra skole til klub.

Vi har personalemøde en gang om ugen, her har vi hver gang et fast punkt på, som hedder ”børn”. Her kan man skrive børn på, som man har særlige bekymringer omkring, eller som man bare har brug for at få vendt i personalegruppen.

Vi vil i dagligdagen være opmærksomme på børn med særlige behov og guide dem ind i aktiviteter og fællesskaber.

Vi har i Hørning juniorklub en specialegruppe bestående af 3 pædagoger som mødes 1 gang om ugen og har et særligt fokus og en forpligtelse overfor børn og unge med særlige behov.

Vores handleplan gælder ikke kun for børn og unge, som er indmeldt i junior og ungdomsklubben, men også de børn og unge som ikke er indmeldt nogen af stederne, men som vi stifter bekendtskab med forskellige steder, når vi bevæger os rundt i lokalområdet, bl.a. i og omkring Hørning Hallen, på Juelsgård, på torvet, på klubbens multibane, legeplads og skateboard rampe.

Måden, vi vil inkludere disse børn på, er ved at have et tæt samarbejde med skolerne, idrætsforeningerne og de forretningsdrivende i byen.

I klubbens åbningstid er vi altid til rådighed for uformel snak/rådgivning.